Dialog møde

I tirsdags oplevede jeg et dialog møde (Michael kunne desværre ikke være med, da vores praktiklærer er syg, så en af os blev nødt til at blive i klassen). Sådan et møde handler om, en elev fremtidige skole planer. Til mødet var der udover mig: eleven, det handlede om, dennes forældre, en psykolog, viceskolelederen samt en uddannelsesvejleder fra kommunen og en uddannelsesvejleder som tager sig af børn og unge med særlige behov. Pernille (vores praktiklærer) skulle også have været der, men da hun var syg, var der kun mig til at fortælle lidt elevens femskridt.

Hvad der helt konkret blev sagt til mødet vil jeg ikke komme ind på, men man diskuterede elevens muligheder for det kommende år. Parterne blev hurtigt enige om, at det mest ideelle ville være et år mere i specialklasse med Pernille bag roret, fordi eleven har regeret yderst positivt på hendes undervisning. Men hvis dette ikke kan lade sig gøre ville en 10.klasse ikke være svaret, fordi det hurtigt ville blive alt for svært fagligt. Derfor havde forældrene set på efterskoler og Sorø Husholdningsskole, som de og eleven virkede meget positive overfor.

Der var sat en time af til mødet, men pga. bred enighed sluttede mødet efter en halv time. Grundet ny skolestruktur i bl.a. Vordingborg Kommune så er specialklassernes fremtid MEGET usikker. Men lige meget hvad så vil uddannelsesvejlederne følge eleven til denne fylder 18 år. Dette var forældrene heller ikke helt tilfredse med, for hvad skal han gøre, når han bliver 18? Spørgsmålet måtte blive hængende i luften. Men indtil videre er parterne enige om, at de håber på en specialklasse med Pernille ellers står den nok på Husholdningsskole.

Til mødet blev jeg spurgt om jeg havde oplevet nogle forbedringer med elven. Jeg svarede at eleven var blevet bedre til at være med på drengenes søg i klassen, samt var blevet bedre til at bede om hjælp. Ligeledes var han også rigtig god til det tysk vi laver i øjeblikket, hvor de lærer klokken. Han mente selv, at det ikke var noget, fordi "det var da nemt nok". Men jeg måtte sige til ham, at der var mange, som syntes det var svært, så han kunne sagtens være stolt. Han lod sig ikke mærke synderligt med disse bemærkninger, men da skoledagen var omme, kom han op til mig, gav mig hånden og sagde tak for i dag. Jeg blev så glad, for det havde han ikke gjort før. Så selvom man ikke skulle tro, at ordene havde nogen effekt på ham, så havde de alligevel sat sig i ham :)

Udover dette har ugen været ret så hård og til tider kaotisk. Specielt pga. det nyligt faldne sne, der giver anledning til en del konflikter. Og samtidig har Pernille ikke været der hele ugen! Det reagerer de til tider meget kraftigt på og laver en del ballade, hvor vi må have fat i hjælpelærerne der normalt er i klassen. Men selvom det er hårdt så lærer man også bare at tillid og relationer er SÅ vigtigt. Og efter professionsmødet kommer vores opgave nok også til at pege i den retning!